Inddeling af vandforsyninger
Mål
Herning Kommune vil sikre samfundsøkonomisk ansvarlig udvikling af vandforsyningsstruktur. Udviklingen skal understøtte kommunens langsigtede ambitioner om bæredygtighed, forsyningssikkerhed og effektiv ressourceanvendelse. Kommunen vil gennem inddeling af vandforsyningerne arbejde for en struktur, hvor robuste og veldrevne vandforsyninger danner rygraden i den fremtidige forsyning. Investeringer skal målrettes de forsyninger, der har størst strategisk betydning.
Inddeling sker ud fra vandforsyningens:
- Vigtighed for den fremtidige forsyningsstruktur
- Økonomi og drift
- Samlet tilstandsvurdering
Der inddeles i 4 kategorier:
- Basisvandforsyning
- Nøglevandforsyning
- Hovednøglevandforsyning
- Distributionsvandforsyning
De enkelte vandforsyninger stilles forskellige krav i forhold til deres kategori.
Retningslinjer
- Herning Kommune anvender inddelingen af vandforsyningerne som et strategisk redskab til at prioritere indsats og investeringer.
- Kommunen vil løbende vurdere, om det er økonomisk ansvarligt at opretholde mindre og udfordrede vandforsyninger. Hvor det ikke er tilfældet, skal der ske en strategisk sammenlægning eller overdragelse til mere robuste forsyninger.
- Kommunen stiller krav om konkrete og langsigtede vedligeholdelsesplaner for indvinding, behandling og ledningsnet. Disse planer skal danne grundlag for investeringer og sikre, at forsyningerne er rustet til fremtidens krav.
- Der skal laves en langsigtet plan for ledningsrenovering (30 år frem) - Kortlægning af ledningsnettets alder skal være grundlag for vedligeholdelsesplanen
- Hovednøglevandforsyninger og nøglevandforsyninger skal lave den nødvendige grundvandsbeskyttelse
- Hovednøglevandforsyninger skal sikre tilstrækkelig kapacitet til at kunne overtage relevante basisvandforsyninger
